Undskyld kære læser, jeg kan ikke vide det, men måske du allerede nu rykker dig lidt uroligt i Børge Mogensen sofaen eller kigger vantro på skærmen i skæret fra Le Klint lampen og tænker, “what?”
Måske har jeg revet dig ud af din tryghedssfære. Eller måske du ryster på hovedet. For hvad er det nu for en påstand at komme med. Hvad er det for en overskrift?
Men bare rolig, der er ingen, der anklager dig – eller beder dig stå til ansvar for den grønlandske kulturarvs nedbrydelse for den sags skyld. Men bare som en lille mental øvelse: prøv at gøre noget, du garanteret ikke gør særlig ofte; tænk over, hvad du egentlig ser som grønlandsk kultur. Og hermed forbundet: hvordan ser du på grønlænderne i dag. For det er vel det mindste du og vi alle kan gøre af og til. Grønland er trods alt vores fælles koloni, eller hvad?
Da Politiken ikke ville skrive om teatret, så måtte POV
Bevares, jeg retter lige mig selv. De etablerede medier vil gerne skrive om Grønland. Men emnevalget synes fastlagt. Den smukke natur med kun danske guider; og naturligvis incestsagerne, alkoholforbruget, budgetproblemerne, råstofeventyret, korruptionen, diskriminationen og SIRIUS-patruljen. Men når det gælder om at skrive om det første grønlandske teater med en besætning der er udelukkende grønlandsk, og den første grønlandske producent (Nukâka Coster-Waldau) ja så bliver spalterne lukket hermetisk.
Ser vi bort fra den årlige julehilsen fra DR, så er grønlandsk teater, kultur og historie bare ikke vigtig nok for den danske kulturpresse. Og når det gælder den kulturelle hyldest til Grønland i danske medier, så stopper rigsfællesskabet brat.
Og derfor går der muligvis noget tid før du hører om Teater Solaris, der er skabt af Sananda Solaris og Nukâka Coster-Waldau. Et teater der samarbejder med Inuit Theater Company om det nye teaterstykke “Under uvidenhedens mørke”.
Og dog. For verden omkring Danmark har fået øjnene op for dette teaterinitiativ, der bryder med den konformitet, som hersker, når det drejer sig om, hvordan teatre skal sammensættes og styres. Og hvilken ledelse de skal have. Endvidere torpederer Teater Solaris dogmet om, hvad der skal spilles og hvilke historier der må fortælles om Grønland – eller rettere: som er relevante at få fortalt til danskerne.
Det kontroversielle teaters betydning
Men lad os først se lidt på teaterets rolle. Teaterverdenen har altid påvirket samtiden og udviklet og udvidet vores muligheder for at tale om emner, vi normalt ikke ville have diskuteret. Eller måske blot ikke ville have diskuteret på samme måde.
Man kan også sige, at teatret siden tidernes morgen har fungeret som en scene på flere måder. Som en platform for underholdning og skuespil, men samtidig også som afsæt for en fremlæggelse og udlevelse af tabuer. Teateret er et medium vi kan bruge til at udforske de emner, der gør os utilpas – og tag ikke fejl, Grønland gør os utilpas. Den fejlslagne integration og førhen ønskede assimilation. Tvangsflytningerne af grønlandske børn, kolonitiden og det fortsatte sociale og økonomiske herredømme over et folk, vi aldrig har anerkendt som ligeværdigt og som mange danskere i det skjulte tænker på som underudviklet, primitivt og fjernt.
Et folk der blot har kunnet se til, mens respekten for egen kultur, identitet og natur er forsvundet.
Den fortabte inuit?
Vi ser dem også som lidt fortabte uden os, uden danskerne. Når de vinker farvel til de rige rejsende på deres store, elegante og majestætiske skibe eller fly. Helt alene og forladte står de tilbage. Hvad skal de dog gøre uden bibliotekaren fra Danmark, der nu tager hjem. Eller skolelæreren. Det er klassiske forestillinger om civilisationens fortropper, der kom for at hjælpe, men som så drager hjem med kun delvis forrettet sag.
Men er de så hjælpeløse, de inuitter? Skuespilleren Ujarneq Fleischer, der medvirker i stykket, beskriver tankerne bag teaterstykket og projektet: “Inuitterne har det faktisk rigtigt godt og langt bedre end danskerne går og tror. De har det faktisk så godt, at de ikke gider fortælle om det til flere danskere, der tror de kun drikker, er dovne eller knepper rundt med alle og enhver,” siger han til POV International og fortsætter:
“De er faktisk ved at være så ligeglade, at de ikke siger noget som helst mere. Medierne er fyldte med hvide mænd, der fortæller andre hvide mænd om hvordan og hvem inuit er. Og ved gud hvor er det dog en skam. Hvor ville det dog være bedst at sætte sig ned på isen, dér, lidt i stilheden sammen med en inuk, og bare suge lidt luft ind sammen. At mærke det nærvær vi ellers i Danmark er så bange for.”
” Hvor ville det dog være bedst at sætte sig ned på isen, dér, lidt i stilheden sammen med en inuk, og bare suge lidt luft ind sammen. At mærke det nærvær vi ellers i Danmark er så bange for”.
“Stykket minder os om vores kærlighed til landet, og hvor meget vi kan kæmpe for det – at vi ikke er styrkeløse. Inuit er ikke et frit folk i dag. Der er grænser for, hvor meget vi kan gøre med vores mineraler. Derudover må vi ikke tage ansvar for nogle institutioner, såsom sygehusene, politistationerne og flere andre vigtige samfundselementer”.
“For mig er et frit folk, et som har det fulde ansvar for sit land og sin fremtid,” siger han videre og konkluderer:
“For os er en dansker en mand eller kvinde fra Danmark, som kommer til Grønland for at arbejde, er på besøg eller er en turist. Vores sprogbrug og væremåde er også meget anderledes end danskernes. På dansk spørger man: “Har du det ikke så godt i dag?” Og hvis man ikke har det så godt, så svarer man: “Nej. På inuit, der svarer man altså med: “Ja.”
Og Ujarneq Fleischer har mere at sige: “Villads Villadsen (stykkets forfatter, red.) beskriver meget med billeder, landet – vores land. Han ser, hvad vi ser, som en inuk ser verden. Stykket handler om motivation, styrke og kærlighed. Men verden skal ikke glemme, at det også handler om overlevelse for os. En fanger der søger en sæl i havet, er ivrig efter at fange den sæl. Han skal, og må fange den sæl. Hvis han ikke fanger den sæl, så er det ude med ham og resten af familien.”
Opgøret med egoismen
For Ujarneq Fleischer er det også vigtigt at komme ud over det klassiske underlegne modtagerforhold, som den koloniserede part altid står i over for kolonimagten: “Inuitterne har mange gaver at give til verden. Tager man deres visdom og hengivenheden til det sande nærvær for givet, så har Danmark tabt noget langt mere værdifuldt end grundstoffer og rubiner. Inuitterne har i årtusinder været et af de mest beskyttede oprindelige folk, vi kan finde grundet Grønlands beliggenhed og isolation. Derfor er inuit på mange måder et af de mest udefra-upåvirkede folk. Upåvirkede af den vestlige verdens farligste sygdomme, som er egoismen. Den der er allermest samfundsdestruktiv. Det at hver er sin egen lykkes smed.
Fleischer peger også på materialismen, som noget, der adskiller inuitter og danskere:
“Man kan sætte det helt firkantet op og sige, at spørger man en dansker hvad han laver, og hvem han er, vil han ret naturligt fortælle om sin indkomst, sit arbejde og med stor sikkerhed noget om størrelsen af hus og bil. Spørger man derimod en inuit, så vil man måske få en lang tavshed, og så efter nogen stilhedsmumlen hvis man er heldig, modtage et skævt smil eller noget andet underfundigt, hvor man enten kan vælge at grine med, eller svare tilbage med samme stilhed. Eller måske et andet morsomt svar om hvor sjovt det nu engang er, at man overhovedet stiller så skægge spørgsmål.”
“Hvis man virkelige er heldig, kan man ende med et “Suuu”, som er en slags anderkendelse af at man rent faktisk findes, og det er også helt godt sådan!”
“For mig er et frit folk et, som har det fulde ansvar for sit land og sin fremtid“.
Nukâka Coster-Waldau: sig nej til løgnen om dominans og kontrol
Nukâka Coster-Waldau er co-producer på teaterstykket. Og hun har også mange budskaber til både danskerne og sit publikum i det hele taget: “Vi skal som inuit tilbage til at tænke os og ikke jeg. Man har desværre overtaget meget af den vestlige “dem og os” mentalitet mange steder i Grønland. Krig er en ulykke for alle, og det er dette budskab vi gerne vil sende til den danske og grønlandske befolkning. Al den destruktion der foregår på jorden i dag, er fordi man lever efter dogmet survival of the fittest. Jo mere man kan dominere, kontrollere, og tro at man er bedre end de andre, jo stærkere er man. Men det er en løgn,” siger hun til POV International.
Vi er ikke i krig med danskerne
– Så stykket er ikke et krigsopråb?
Karina Møller, skuespiller; “Nej, for os har forestillingen et universelt budskab, en påmindelse om, at vores værdier er stærke, og at netop disse er vores styrke. Villads Villadsens tekster er meget vigtige for vores nationale identitet. De (teksterne) minder os om, at vi skal værne om, og være stolte af vores egne værdier. Nordboerne, vikingerne og danskerne har været blandet med os de sidste 6-700 år, og realiteten er, at vi er efterkommere af disse møder. Ligesom Danmark vil have at udefrakommende gæster skal respektere kulturen, identiteten og værdierne i landet, så ønsker vi jo blot det samme i Grønland,” svarer hun og uddyber:
“Lad os minde hinanden og os selv om, at vi er i et rigsfællesskab. Rigsfællesskab betyder jo netop fællesskab og ikke at man er “under” noget andet land. Hvis man forjager en udvikling, kommer vi tilbage til kun at fokusere på en selv. Man glemmer nemt, at man er del af noget meget større, nemlig fællesskabet jordkloden”.
“Hvis man hviler i sig selv og i sin egen kultur, kan man meget nemmere rumme, og endda blive inspireret af andres kultur og værdier”
Nukâka Coster-Waldau fortsætter; “Du kan ikke måle din oprindelse, kun din kærlighed til dit folk. Vi ønsker med opsætningen at skabe et reelt kunstnerisk samarbejde mellem Danmark og Grønland – initieret af det grønlandske teater. Der er stor interesse fra mange sider for den grønlandske kultur, og oprigtige ønsker om at skabe projekter i Grønland. Desværre udspringer de fleste kulturprojekter ud af ikke-grønlandske visioner.”
Da inuitterne tævede vikingerne
Men hvad handler stykket så om?
Teater Solaris og Inuit Theater Companys har ønsket at skabe en kontroversiel forestilling. Stykket, “Under uvidenhedens mørke,” foregår omkring år 1400. Der forsvandt nordboerne pludseligt fra Grønland, og der skulle gå 300 år før de igen bosatte sig langs de grønlandske kyster, og påberåbte sig landet som deres koloni.
Ifølge inuitmyterne siges det, at de sidste overlevende nordboere blev fordrevet til kystens sydspids ved Aluk, hvor de blev udslettet af inuit. Der berettes om koordinerede inuitangreb og nådesløs udslettelse af vikingerne. Myterne der er overleveret af inuit, bærer en stor sandhedsværdi i sig selv, netop fordi sproget er så komplekst, beskrivende og poetisk nøjagtigt. Forestillingen fortæller os, at vi bør lytte til inuit, og at vi som danskere skal forholde os til inuitmyterne.
Fortællingerne handler ikke om stolthed, men om sorgen over at måtte ty til vold for at sikre egen overlevelse. Forestillingen “Under Uvidenhedens Mørke “, beskriver essensen af inuitsjælen, og kompositionen rammer forestillingen ind med foreningen af fortid, nutid og fremtid. Teksten ”Qasapis sidste dage”, er essensen af inuits sjæl. Den er skrevet af den store grønlandske nationalskjald Villads Villadsen. På Grønland er han kendt som en af de mest poetiske og mytiske forfattere. Man kunne fristes til at kalde ham for Grønlands svar på Spaniens Federico García Lorca, og sammenligne hans værker med antikkens storhed, tilsat et strejf af surrealismens overtoner og romantikkens naturkærlighed.
”Under uvidenhedens mørke”
Spiller kun tirsdag den 15/3 til torsdag 17/3.
Alle dage fra kl.: 20.00 på
Sonnerupgaard Gods, Tølløsesvej 53, 4330 Hvalsø
Alle fotos er fra teaterstykket.
Skulle du have lyst til at donere til mine skriverier, er nummer til Mobilepay: +4520603822
(Du kan ikke ringe til dette nummer, men du kan skrive til mig her eller på Facebook).
Kan du lide POV formatet, så skulle du tage at blive venner med os på Facebook. Her får du alle links til vores nye artikler.
Del også gerne artiklen med andre. Vi har ikke noget reklamebudget.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her