mm

Lars Luplau

Lars Luplau er født i 1972 på den københavnske vestegn.
Skribent, skolemenneske og sprogpedant.
Skrev i årene omkring årtusindskiftet for TIPS-bladet om sydamerikansk fodbold. Kom ind i skoleverdenen ved et tilfælde og har de sidste 14 år arbejdet som lærer og skoleleder.
Skriver primært om politiske og kulturelle forhold i Brasilien, uddannelsespolitik og sport. Bosat i Odense med sin familie. Har boet flere år i Brasilien og er BA i portugisisk fra Københavns Universitet og Medievidenskab fra SDU.
Lars tjener primært til livets ophold ved at undervise i linjefaget "Verdensborger" på en efterskole, samt løse journalistiske freelance-opgaver
Derudover arbejder han på to bog-projekter. Kan også bookes til foredrag om sport, politik og kultur i Brasilien. Du kan støtte Lars' skriveri på Point of View International via Mobile Pay 21222329

Se alle skribentens artikler

Du kan støtte
Lars Luplau
på Mobile Pay: 21 22 23 29

24syv er den besværlige fætter

Radio 24syv beskyldes for at give plads til højrepopulistisk propaganda. Særligt har programmet Je suis Jalving været under beskydning. Men selv, hvis man køber kritikken af det program, kan man ikke komme uden om, at kanalens samlede politiske udtryk er ganske mangfoldigt. I værste fald er Je suis Jalving et vådeskud i en kugleregn, hvor flere skud fra andre udsendelser rammer steder, som resten af den danske medieverden ikke har mod til at sigte efter.

Benny Andersen beskriver i et af sine digte den vanskelige fætter. Der er ham, der

ved at holde dilemmaer farbare

moseugler i hævd

fedtefadet klar

er med til at holde os i live

Den fætter er mest til besvær, og på en regnvåd torsdag på vej til arbejde er man helst fri for at høre på hans bebrejdelser for, at man intet gjorde for at forhindre opdagelsen af Amerika.

For mig er Radio 24syv æterens svar på den besværlige fætter. Når jeg tænder min bilradio, er det altid 24syv, jeg først stiller ind på, og medmindre det er Finn Nørbygaards stemme, jeg hører, så får programmet altid lige chancen. Min erfaring siger mig nemlig, at muligheden for at blive oplyst, forundret eller oprørt er større hos 24syv end hos P1.

De mennesker, som aldrig begår fejl, er dem, der aldrig gør noget, og Simon Andersen og hans hold har med ihærdighed og dygtighed været dagsordensættende for debatten herhjemme i et omfang, der langt overstiger, hvad man kunne forvente af en redaktion af den størrelse.

Bundniveauet hos P1 er uden tvivl højere. Men jeg lever fint med at 24syv indimellem rammer så meget uden for skiven, at man må spørge sig selv, om de skyder i blinde, for det mod, som folkene på den snart fem-årige kanal har udvist indtil videre, har givet os så meget interessant radio, som aldrig – nogensinde – havde haft en chance, hvis DR fortsat havde monopol på taleradio. Fraværet af ”plejer” og modet til at afsøge grænser for, hvad taleradio kan, har ofte beriget det danske mediebillede.

Når man afsøger grænser, sker det uundgåeligt, at man fra tid til anden kommer til at overskride dem. Mit første bidrag til POV International indeholdt en kritik af 24syvs nyhedschef, Simon Andersen, der, som jeg så det i et konkret tilfælde, havde foretaget en forkert journalistisk vurdering af en kildes anvendelighed. Men de mennesker, som aldrig begår fejl, er dem, som aldrig gør noget, og Simon Andersen og hans hold har med ihærdighed og dygtighed været dagsordensættende for debatten i Danmark i et omfang, der langt overstiger, hvad man kunne forvente af en redaktion af den størrelse.

Je suis Jalving var noget bras

Je suis Jalving er efter min mening ramt ved siden af. Intentionen er faktisk fin nok, men udførelsen har ladet meget tilbage at ønske. Egentlig kunne jeg godt have interesse i at høre de argumenter, som findes på den fløj, hvor man er så bekymret for indvandring, at man mener, vi står på tærsklen til en borgerkrig.

Jeg har ikke været fast lytter, men som tilfældig og sporadisk lytter af programmet har jeg kunnet konstatere, at det ofte har haft karakter af konspirationsteoretisk nonsens frem for nysgerrig journalistik. Jeg kan derfor tilslutte mig store dele af Steffen Groths kritik.

Men jeg synes ikke, at programmet er andet og mere end et vildskud i 24syvs mangfoldighed af satsninger. Nogle går godt, andre, som Je suis Jalving, knap så godt. Programmet og de højrepopulistiske holdninger, som det var båret af, er ikke kendetegnende for kanalen.

Man kan, som Steffen Groth gør det, diskutere den redaktionelle fornuft i at give så meget taletid til den slags, men her sætter jeg min lid til, at processen, hvor man evaluerer og efterrationaliserer, ikke lader de ansvarlige på 24syv i tvivl om, at man brugte en uforholdsmæssig stor del af sommerens sendeflade på noget, som journalistisk set er noget bras.

Til gengæld ærgrer det mig, at min gode kollega på POV International, Anne Lise Marstrand Jørgensen, har valgt at lægge kanalen på is, og ikke længere vil deltage i programmer på 24syv. De gode folk på kanalen fortjener nemlig at blive modsagt af forstandige mennesker, og hvis der er problemer med etikken i den måde, hvorpå hun eller andre tidligere er blevet behandlet af kanalens journalister, så er det endnu vigtigere, at der bliver gået holmgang – en gang eller to mere.

24syvs nyhedschef, Simon Andersen, postede dette billede på Facebook.

24syvs nyhedschef, Simon Andersen, postede dette billede på Facebook.

 

24syv har givet os Den Korte Radioavis, Det, vi taler om, Rushys Roulette, Cordua og Steno, Det Næste Kapitel, Aflyttet, Datolinjen og mange andre formater, som vi slet ikke vidste, at vi manglede.

Man skal ikke ignorere den besværlige fætter, bare fordi “han” holder moseugler i hævd og fedtefadet klar. Han er irriterende, men Benny Andersen havde ret i, at han er med til at holde os i live. Derfor nærer jeg et fromt håb om, at Anne Lise alligevel vil tage imod invitationen, selvom den kommer fra en besværlig fætter. Værre end den fætters selskab er nemlig at skulle undvære al besværet.

Topfoto: Finn Årup Hansen, Creative Commons

Kategorier