Hillary Clinton tager nu den beroligende og per definition kvindelige moderrolle fuldt på sig over for Donald Trumps aggressive og angstfremkaldende alfahan-retorik. En ny kønnet vinkling på den amerikanske valgkamp toner hermed frem i horisonten.
Der er ingen tvivl længere i Hillaryland: deres kandidat er på vej mod nomineringen. Sådan lød det fra de amerikanske kommentatorer og sådan lød det tirsdag lige før midnat – onsdag morgen i Danmark – da POV International talte i telefon med et par trætte støtter fra New York, der lige var kommet hjem fra festaften. De to kvinder, Lena og Anne – begge i 30’erne, begge aktive i Clinton-kampagnen – var lykkelige over at deres kandidat havde vundet syv stater, især var sejren i Massachusetts opmuntrende for Clinton-folket, der her havde frygtet at tabe til Bernie Sanders, som da også var lige i hælene på favoritten. Men den socialistiske udfordrer tabte ikke desto mindre den traditionelt progressive New England stat med tallene 51-48 i den tidligere udenrigsministers favør.
Sådan fordelte staterne sig med syv til Clinton og fire til Sanders:
Foto: New York Times
Hvad ellers? Meget er sagt, men især to ting synes jeg er væsentlige at hæfte sig ved:
For det første at Hillary Clintons kampagne tog skridtet fuldt ud natten til onsdag, da hun i sin sejrstale bekendtgjorde, at hun ”selv om det kan lyde lidt usædvanligt, at jeg siger det som kandidat til præsidentposten” mener, at ”det, USA har brug for er mere kærlighed og kindness” – der på engelsk både dækker over de danske begrebet om omsorg og venlighed.
HIllary i 2008: jeg er en mand – næsten
Som jeg ser det tog Clinton dermed skridtet fuldt ud i den omfavnelse af sit køn, som hun afviste i 2008.
Dengang handlede det hele om at være ”mand nok” – om at være tough og om at være arbejderklassens kandidat nummer et.
I 2008 drak Hillary øl med the blue collar workers og understregede i sine kampagnevideoer, at hun som en høg i udenrigspolitikken ville være den, man trygt kunne ringe til om natten, hvis der skulle trykkes på atombombeknappen.
Hvorimod udfordreren, den unge fløs, Barack Obama, ikke kunne betros den slags tunge opgaver.
Den strategi mislykkedes som bekendt og nu gør strategerne det indlysende rigtige at udnytte to karaktertræk ved Clinton, der er uafviselige og som kunne være hendes svageste sider, men som netop derfor skal bruges som affyringsrampe for kampagnen (efter den gode gamle spindoktor-devise om, at man skal forvandle sin svaghed til sin styrke):
HIllary i 2016: jeg er en nationens moder
Hun er kvinde – så hun skal være nationens moder, der beroliger og er Mor med stort m. Det er den kvindelige variant af statsmandsrollen, som den tyske kansler Angela Merkel og før hende den norske Gro Harlem Brundtland også med succes har ført i marken.
Derudover er der hendes alder, der i kampagnen bliver brugt til at betone ikke bare erfaring, men også tyngde og evnen til at tage et ansvar; en evne, der kommer når man har set meget og prøvet det meste.
Så kan man påtage sig de byrder, som vælgerne slås med.
I talen, der blev holdt lige før kl. 21 EST (klokken 02 i Danmark) i Miami, Florida, på et tidspunkt, hvor Clinton stod til at have vundet seks stater, understregede hun da også igen og igen, at hun også er de svages og minoriteternes bedste ven – hun nævnte specifikt at hun ville kæmpe for sorte, for arbejderes og kvinders rettigheder, for unge, der er tvunget i knæ af udgifter til studielån og for the LBGT-community.
Den tidligere førstedame var også flink til at nævne præsident Obama, der fortfarende er særdeles populær i den demokratiske base. Hun lovede, at hun vil bygge videre på hans bedrifter og at amerikanerne under hendes ledelse vil forblive a great nation. For som hun altid siger med en henvisning til sin formodede republikanske rival, Donald Trump, så er udfordringen ikke ”to make America great – America is great. We want to make America whole again.” Og her har vi så igen en moderlig omsorgsfunktion – der skal heles, sones og udglattes, der skal sættes plastre på nationens sår, ikke rives op i dem.
Hermed har Clinton-kampagnen taget et strategisk valg. Man erkender, at amerikanerne er vrede og frustrerede – det har den betydelige tilslutning til såvel Trump på den anden side af det politiske plankeværk som Bernie Sanders med al ønskelig tydelighed har vist – men man vil trøste og berolige dem – ikke gøre dem mere vrede – en pointe som også fremhæves i en anden artikel fra POV International om Hillarys sejr efter Super Tuesday.
Betydningen af de sorte vælgere kan ikke undervurderes
Den anden udvikling, som det er værd at nævne er, faldet i den demokratiske valgdeltagelse under primærvalget, hvis man sammenligner med deltagelsen i 2008, der satte rekord. Noget, der behandles i denne analyse fra netmediet slate.com. Her påpeger skribenten, at republikanerne har været mere aktive. Som der står:
“More than 36 million people voted in the Democratic primaries (i 2008, red), or 19.4 percent of all eligble voters; Democrats set turnout records in 26 states, fueled by women, minorities, and young people. The party couldn’t repeat this performance for 2016. In Iowa, New Hampshire, Nevada, South Carolina, and the Super Tuesday states, turnout was down substantially from the heights of 2008. Democrats just aren’t excited to choose a successor to President Obama, even with the prospect of the first female president and the presence of an authentic populist who has stirred younger voters and the party’s left wing.”
Og den udvikling bekymrer ifølge netmediet nogen demokratiske iagttagere:
“Democratic Party elites shouldn’t be high-fiving each other,” writes the Huffington Post, noting low turnout despite Clinton’s substantial win in South Carolina. “They should be very, very worried.” Shaun King of the New York Daily News sounds a similar alarm: “Something is unraveling right now in the Democratic Party. Come November, it could cost them the White House.”
Nu kan man ikke automatisk slutte fra valgdeltagelsen ved primærvalget til valgdeltagelsen ved det egentlige valg – det anerkender Slate også, men man kan, som Slate også skriver godt bruge den afrikansk-amaerikanske valgdeltagelse til at drage en anden konklusion.
Nemlig at de sortes stemmer dels er afgørende for udfaldet, dels at de nu som før er klar til at stemme på en demokratisk kandidat – uanset hudfarven.
De sorte vælgere er lige så loyale støtter af Hillary Clinton som de var af Barack Obama. Hvis Hillary Clinton kan fastholde den støtte hos de afrikansk-amerikanske vælgere – og hos gruppen af spansktalende vælgere – så vil det være stort set umuligt for en hvilken som helst republikansk kandidat at slå hende. Men især vil det være umuligt for Trump.
Foto: Screenshot fra officiel Hillary Clinton kampagnevideo (Hillary 2016).
Holder du af POV International så bliv abonnent for 20 kroner om måneden. Det kan du blive på forsiden via PayPal. Holder du af det jeg skriver? Så kan du betale for at læse med. Donér, hvad du selv synes en artikel skal koste. Eller lad være, det er ganske frivilligt.
Mit Mobile Pay nummer er: 93 85 05 85
Del gerne artiklen med andre. Vi har ikke noget reklamebudget.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her