mm

Claus Ankersen

Som digter, yogi og intergalaktisk opdagelsesrejsende er Claus Ankersen på samme tid rig og meget fattig. Rig på oplevelser, nysgerrighed og formidlingsglæde. Fattig på kroner og øre. Kan du lide Ankersens POV’s og får du noget ud af at læse dem, kan du støtte forfatterens arbejde med et beløb på: MobilePay +4571844591.

Forfatteren, digteren og kunstneren Claus Ankersen er en af hovedkræfterne i dansk og international spoken word og ordkunst. Han har uddrevet dæmoner i DR, smidt med smør på SMK, stillet op til kommunalvalg med kunstnerpartiet Gratis Lykke og modtaget juryens pris Hegnspælen for digtinstallationen ALTID på Enghave Plads. Ankersen skriver tosprogligt og har performet, udstillet og optrådt i 19 lande. Udvalgt materiale er oversat til 12 sprog. Han har udgivet ni bøger, hvoraf den seneste digtsamlingen Grab Your Heart And Follow Me udkom i Indien i foråret 2018. Ankersen er uddannet antropolog og har tidligere skrevet for Rendestenen, dato og Murmur.

Se alle skribentens artikler

Du kan støtte
Claus Ankersen
på Mobile Pay: 71844591

Roger Moore er død – verden har mistet en stor humorist

Sidste gang jeg så Roger Moore var til kronprins Frederiks bryllup, igennem en kæmpe telelinse. Med sin danske kæreste, ostemillionøsen Kiki Tholstrup, under armen, kom han glad defilerende i strømmen af kendte og kongelige, som skulle til bryllup i Vor Frue Kirke.

Desværre var jeg ikke rigtig spion – i anden forstand end at jeg poserede som pressefotograf. Jeg var hyret af Copenhagen Post til at forevige begivenheden og stod i den anledning på et pressepodium overfor kirken, sammen med et dusin andre pressefotografer, for at tage min egen variation af det samme billede: Kronprinsparret vinkende nygifte fra karet.

Jeg fik, ikke overraskende, både skud og behørig forside. Men jeg var egentlig allermest interesseret i James Bond. For Roger Moore var James Bond.

For mig og min delgeneration var den allermest bondede Bond, Roger Moore. Ingen Bond over, ingen ved siden af.

For mig og min delgeneration var den allermest bondede Bond, Roger Moore. Ingen Bond over, ingen ved siden af. For generationen før var det Sean Connery, som tog prisen som super-Bond.

Men jeg brød mig aldrig om Connery som 007. Han havde intet til fælles med den Bond, jeg kendte fra Ian Flemings bøger om spionen. I min 12-årige optik fremstod Connery brovtende og ikke som meget andet end en vildt underlig accent og en pelset helkropsbehåring.

Roger Moore derimod var elegant, galant og tilpas ironisk til at passe perfekt med mit indre billede. Og faktisk var Moore jo Bond, inden han rigtigt blev det, nemlig i rollen som den britiske overklasse rigmandshelt Brett Sinclair i De Uheldige Helte, i skønt makkerskab med den forfriskende gadedreng Tony Curtis som hans amerikanske sidekick og partner.

Verden var en anden

Da Roger Moore var James Bond, var verden en anden. Selv midt i den kolde krig leverede figuren overskud til humor, tør og knasende sort. Moores Bond gjorde det af med sine fjender med et lille arkaisk smil om munden.

Efter Moore fulgte et par gennemgangsfigurer, som jeg egentlig også godt kunne lide, før Pierce Brosnan omsider løftede noget af Moores arv og genoplivede Bond-figurens særlige blanding af brutalitet, humor og elegance. Det er alt sammen forsvundet i Daniel Craigs forkrampede lilleputfigur. Bond er blevet en hårdtpumpet mandsling i blondineudgave, blottet for anden humor end glimtvis fortabt selvmedlidenhed og et tidstypisk skvæt småfolks-storhedsvanvid.

Hvis der er noget, Roger Moore har lært mig, er det værdien og vigtigheden af glimtet i øjet, og det faktum at man godt må tage sig selv alvorligt men ikke højtideligt.

Bond-filmene har altid været et spejl på samtidsforhold, teknologiudvikling og storpolitik. Moonraker og det amerikanske rumfærgeprogram gik hånd i hånd verden over. Skurkene skiftede ligeledes; fra Bonds russere og østtyskere over narkosmuglere og i de seneste film til onde terrorister.

Men Roger Moore var også fremragende som sig selv, fx da han spillede ‘Roger Moore’ i de fabelagtigt morsomme Ud og køre med de skøre biljagt-film i 80’erne, i godt selskab med folk som Farah Fawcett, Sammy Davis Jr., Burt Reynolds og Dom DeLuise.

Det fedeste ved Moores stil var, at hans ironiske distance til sin figur, sig selv og alverden, på sin vis netop var med til at markere, at der var tale om fiktion, om leg, fantasi og skuespil. Denne, meget nødvendige, dobbelthed er fuldkommen forsvundet, både i Bond-universet og i det skuespil vi kalder ‘den virkelige virkelighed’.

Hvis der er noget, Roger Moore har lært mig, er det værdien og vigtigheden af glimtet i øjet, og det faktum at man godt må tage sig selv alvorligt men ikke højtideligt.

Alverdens mystikere og esoterikere har altid kunne enes om, at en bærende universel kraft er humor – og selvironi.

Med Roger Moore har vi mistet en stor humorist.

Hovedillustration: By Allan Warren, Wiki Commons.

Som digter, yogi og intergalaktisk opdagelsesrejsende er Claus Ankersen på samme tid rig og meget fattig. Rig på oplevelser, nysgerrighed og formidlingsglæde. Fattig på kroner og øre. Kan du lide Ankersens POV’s og får du noget ud af at læse dem, kan du hjælpe fattiglusen med et beløb på: MobilePay +4571844591.

Kategorier