mm

Claus Ankersen

Som digter, yogi og intergalaktisk opdagelsesrejsende er Claus Ankersen på samme tid rig og meget fattig. Rig på oplevelser, nysgerrighed og formidlingsglæde. Fattig på kroner og øre. Kan du lide Ankersens POV’s og får du noget ud af at læse dem, kan du støtte forfatterens arbejde med et beløb på: MobilePay +4571844591. Forfatteren, digteren og kunstneren Claus Ankersen er en af hovedkræfterne i dansk og international spoken word og ordkunst. Han har uddrevet dæmoner i DR, smidt med smør på SMK, stillet op til kommunalvalg med kunstnerpartiet Gratis Lykke og modtaget juryens pris Hegnspælen for digtinstallationen ALTID på Enghave Plads. Ankersen skriver tosprogligt og har performet, udstillet og optrådt i 19 lande. Udvalgt materiale er oversat til 11 sprog. Han har udgivet syv bøger, hvoraf den seneste Et Pludseligt Sammenfald netop er blevet fremhævet som en af årets syv bedste oversatte digtudgivelser i Ukraine. Ankersen er uddannet antropolog og har tidligere skrevet for Rendestenen, dato og Murmur.

Se alle skribentens artikler

Fra flyvernes boulevard

Et møde med 100 forfatterkolleger fra 27 lande verden over, Tudor Arghezi, kirsebær og poetik. Claus Ankersen skriver fra Bucharest International Poetry Festival; om at være festivalluder og svinedreng i litteraturens verden, om stedet hvor evigheden møder nuet, og om at være liderlig på rejsen.

Solen brager ind ad flyvinduet på den hvide Bombardier CRJ900 fra Polish Airlines. Heldigvis sidder jeg på gangplads, 22C, på vej mod Bukarest og byens 8. Internationale Poesifestival. Det er længe siden, jeg har fløjet med så lille en maskine. To sæder på hver side af gangen. Plads til 88 i alt. Sædvane i sidste årtusinde og nu særsyn. Der er bogstavelig talt kun plads til ét styk håndbagage per person, og vi må aflevere de små kabinekufferter på landingsbanen. De må i lastrummet.

Forude venter fem dage i Rumæniens hovedstad med mere end 100 forfatterkolleger fra 27 lande verden over. Jeg skal præsentere en tosproget, kollaborativ digtsamling som jeg har skrevet med min rumænske digterkollega Peter Sragher. Den handler om kirsebær og poetik og fortjener måske en kort omtale: I 2015 blev vi inviteret til at læse digte op i den rumænske nationaldigter Tudor Arghezis kirsebærlund i Bukarest. Kirsebærrene var gode og mindemuseet til vor afdøde kollegas ære så inspirerende, at vi inden længe begyndte at skrive digte om digtere og kirsebær. Samlingen Arghezi Revisited: In Defence of the Cherries udkommer til november på det fremadstormende og aktivistiske Editura frACTalia, og nu skal vi folde den ud og fortælle om oversættelsesseminaret i marts, hvor vi arbejdede med teksterne sammen med to litterære oversættere.

Det skal blive en hest, skal det.

Number one for take-off

Piloten er mega fresh. ”What’s up from the cockpit,” lyder det i højtalerne. ”We are number one for take off.” Og fordi jeg nappede tre afsnit af spionserien Berlin Station i nat, føler jeg mig ikke absolut sikker på, at den lille smilende dame, som venter på at toilettet bliver ledigt, ikke er hemmelig agent – eller snigmorder. Har kun sovet fem timer, er overtræt og liderlig. Flirter lidt med stewardesserne i blåt. Jeg har taget en indisk potenspille med, i fald jeg skulle komme for skade at lade mig forføre i en efter-oplæsnings-seance-brandert.

Flyveriet foregår gnidningsfrit med de der knap 800 km/t, maskinen kan mønstre, og snart breder polske rapsmarker sig under vingerne på den særlige måde de reserverer til beskuere i ret små fly. Solens skin er gyldent. Stewardessen med syvmilebenene sidder lige bag ved mig. Hun løfter den ene fod og berører kort min albue med sin ankel. Vi bytter lidt smil, og pludselig er rejsens anden del overstået, klokken er lidt over halv to om natten, og jeg bliver hentet i Otopeni Lufthavn. Så langt, så godt.

Når man rapporterer fra poesifestivaler i fremmede lande
bør reportagen digtificeres behørigt
kun sådan ydes dette særlige leben retfærdighed
kun sådan
må det gå til

I begyndelsen var ordet
og ordet var kirsebær, sådan skal der skrives på bagsiden
af den kollaborative
tosprogede digtsamling, jeg er på pletten
for at præsentere
før den fødes behørigt af et fedt lille forlag
til novembers bogmesse. Så…

Himlen over Bukarest, som vi kom fra
er blå med stort B
Børnene leger, lyden
fra den åbne terrassedør blandes
med Pink Floyd
mens jeg stanger tænder efter morgenmad
ristet brød, æg, tomat, en skive ost
som jeg anrettede efter en time som yogi
på min violette måtte
som har fulgt mig
fra Varkala til Wien, og nu sidst i maj
fra København over Warszawa
til denne førstesal i min ven, poetens hus
oversætterens- alkymistens- bonkammeratens hus
ved flyvernes lange gadehjørne
hvor luftens helte er skåret i sten

Det er med andre ord, tid
til kalas, til sangam, til samling
blandt nye gamle kolleger
for festivaltid er fryns og frås
for alverdens digtere
i en uge
festivalludere forenet
som politikere i Davos
fra hele verden
fylkende på scener, drikkende langs langborde
i barer, snakkende poesi og litteratur
oversættelse og menneskerettigheder
livets store shoptalk og alt det delte
skrøbeligheden
nysgerrigheden
den brændende kærlighed til liv
og alt under solen
som bor og banker og snurrer i digteres bryst

Festivalløjer

Men inden festivalløjerne for alvor starter, skal det handle om fødselaren. For sådan en er her nemlig. Det er International PEN, som fylder 95. Og det skal naturligvis fejres behørigt med inviterede delegerede fra hele verden.

Om dagen er der panelsamtaler om kunstnerisk ytringsfrihed og andre essentielle emner.

Om aftenen samles vi i universitetsbibliotekets store aula, som ligner en mellemting mellem højkuplet koncertsal og katolsk kirke. Her deles digte og drømme. Den ene store digter efter den anden træder op og læser på modersmål, rumænsk eller engelsk – digtene står oversat i kolonner på storskærm, så alle både kan nyde sprogenes sang, og forstå hvad der siges.

Jeg sidder til højstols ved siden af panelet; som garvet festivalluder er jeg vant til den slags. Tænker på den unge pige, jeg stødte ind i på vej op ad trapperne, som stoppede op så tæt på, og lod munden løbe frit mens hun badede mig i sit strålende bliks lys.

Efter seancen går vi ud og spiser. Og drikker. Og snakker og snakker og snakker. Min gamle veninde, den fremragende estiske digter og forfatter, PENsteren Kätlin Kaldmaa, og jeg snakker om, hvor hurtigt man kan blive ugleset og udvist fra de fantomparnasser, som ikke findes, hvis man kommer til at sige noget upassende, kritisere ‘forkert’ eller opleves truende for den ene eller anden magtinteresse.

Den gamle digter på kontoret på flyvernes boulevard.

Det er gennem møder som dette, vi lærer, hvordan litteraturmiljøernes strukturer tilsyneladende er ens i alle lande, hvordan vi som skabere har tendens til at vende os indad i stedet for udad, og møde vores litterære ‘anden’ med korslagte arme i stedet for åben favn. Det er denne lukkethed, som gør, at selv de som er allermest ‘indenfor’ føler sig ‘udenfor’, det ene litterære miljø eller det andet. For nok er vi poetry stars i det fremmede, men alle ordbumser under vor hjemlige sol. Netop i denne tid er det faktisk utilbørligt synd med manglen på solidaritet og sammenhold.

Vi skåler på trods, fællesskab og ildhu, og jeg inviterer hende selvfølgelig med i Army of Poets, før alle går hver til sit, og jeg spiser natmad og drikker mere palinka på førstesalen i min vens hus på flyvernes boulevard.

Aviator Boulevard

Bilerne flyver forbi
på Aviator Boulevard
hvor perfekt rundede trækroner
lyser natten rød og blå
som jeg nattevandrer ad den brede promenade
helt tom
bortset fra en hundelufter og en jogger
to kyssende par og en gammel bums
drejer jeg ned af Ambassadevej
forbi grevens gamle villa og
ind i handelens centrum, rigt
på det unge og feminine
også her
som en skægget dværg fra helvede
ses digterjeget kun af hjemløse
usynlig for lange ben, malede læber
og parfumeret undertøj.

Bilerne flyver forbi
på Aviator Boulevard
på tilbagevejen, som jeg suser
forbi Ikaros
med spredte vinger og klar til take-off
sat på et skaft, højt til vejrs
i midten af et kæmpe vejkryds
bliver den kølige natteluft besvangret
af talløse midnatsblomster
usete på høje eller gemte grene
mens jeg flyver mit tobenede kødfly
langs Aviator Boulevard.

Skabelse og formidling

Næste eftermiddag er der dømt spansksproget indsigt på et tosproget gymnasium. Fra et stort kateder i et klasselokale anskuer den argentinske digter-antropolog Hugo Majica eleverne alvorligt. Han ligner lidt Picasso, bortset fra øjnene, som hos digteren er åbne, skrøbelige, søgende, kærlige og kloge. Han taler langsomt og med blid stemme, om hvordan litteraturundervisningen i undervisningssystemet har mistet kontakten til virkeligheden. Det kan jeg godt genkende. Men vi er jo også dobbeltkolleger, Mujica og jeg. Har begge boet i Greenwich Village. Begge været munke. Antropologer. Digtere. Samtalen foregår på spansk og rumænsk, så jeg fanger ikke det hele. Sekunder efter fastholdes mit blik. På første række, i en kort, blå denimjakke med lidt frynser, en sorthåret, page-klippet skønhed med den mest fantastiske indianske næsebue, kirsebærrøde læber og årvågne, alvorlige øjne. Al den magi, som tilhører ungdommen og poesien, ligger tungt mellem luftens linjer. Hun er ikke alene men i absolut særklasse.

Vi er vel 60 i lokalet. Seks i panelet foran eleverne. Jeg sidder til højstols ved siden af panelet; som garvet festivalluder er jeg vant til den slags. Tænker på den unge pige, jeg stødte ind i på vej op ad trapperne, som stoppede op så tæt på, og lod munden løbe frit mens hun badede mig i sit strålende bliks lys. Det var absolut fascinerende. Hun snakkede og snakkede, mens mine såler langsomt hævede sig over gulvet, inden jeg laaangsomt tog solbrillerne af, så ind i de der lysende øjne og sagde, ”God, you are beautiful. But I don’t speak Romanian”. Hvorfor forventes det, at begærets natur og genstand ændrer sig så fundamentalt over tid? At man lægger låg på sin lyst? At man pludseligt tænder på oldinge snarere end på smukke unge kvinder? Jeg lærer aldrig at forstå det. Så er der oplæsning. Hugo læser et kort digt om faderens død. Om regnen som falder på gravens perlegrus for allerførste gang. Om hvordan han selv dør, fordi faderen er død. Det kender jeg godt. Jeg døde også med min far.

Til sidst er der spørgetid. En af eleverne spørger, om digteren ikke er nervøs for, hvordan hans bøger bliver modtaget. Det er et rigtig fint spørgsmål, for det låser døren op til det rum, som ofte åbnes netop som en panelsamtale er ved at slutte. Først til sidst har man ormet sig så tilpas tæt på essensen, at man kan sætte ord på, hvad det hele egentlig handler om. Det er det samme med interviews. Først når diktafonen er slukket, kommer guldkornene. Sådan er det også her. Takket være spørgsmålet, kan han fortælle om poesien som øjeblikkets kunst, den hvirvlende stilhed hvor evigheden møder nuet, hvor poeten i sin og universet rækker ud efter hinandens vidnesbyrd, og samtaler om alle tings natur. Det er skabelsens anatomi, vi taler om her, kære læser. Det er guld!

Det siger jeg også til ham bagefter, mens vi spiser saltmandler, og dagens hovedpersoner får taget idolfotos i forskellige konfigurationer. Det hele handler om skabelse. Skabelse og formidling som spirer i gensidig spejling, mens vi digter os i spiral gennem uendelige verdener.

God poesi spurter derudaf

Pludselig er det den sidste aften. Hvad kan jeg sige, god poesi spurter derudaf. Digte løber stærkt, når ordene er løbet af med digteren og har sat sig fast hos læser eller tilhører. Samtaler, digte, smukt anrettede frokosttallerkener, kemi mellem nye og gamle venner. Den genklang, folkens. Den mageløse genklang i pludselig familielighed. Floderne af kølig hvidvin. De små poesitræer i universitetsbibliotekets lobby. Hologrammerne som projiceredes på strømme af vanddamp i litteraturmuseet. Spadsereturene gennem den gamle centraleuropæiske hovedstad. Stunderne på metrostationerne.

Globetrotting in Piata Romana
metro station
flocks of fantastic boobs
walking Saturday into unforgetfulness
upstairs, along the tree-line boulevards
of this pretty, dusty, warm-blooded animal
which is now becoming
also
my Bucharest

Vores Arghezi-kirsebærprojekt er kommet sent med i programmet, men fordi præsentation og oplæsning går så strygende, rydder arrangørerne en plads til mig i megamaximegamillion-lei-line-uppet, så byens ordglade godtfolk kan få et ordentligt skud kirsebærdigterdigte på dansk, rumænsk og engelsk.

På den sidste eftermiddag spiser vi frokost i Verona Garden. En af byens mange åndehuller. Den slags, man finder overalt i verden. Svale oaser, hvor man kan sidde og dase, skyggefuldt. I solen, unge, smukke med latter og småsnak boblende over bordene, øjne som ser i hinandens lyse loftsrum. Jeg bliver øjeblikkelig forelsket i en 3-4 piger på en gang. En hipster spiser en clubsandwich. Begge dele ligner hinanden over hele verden. Om en time er der redaktørmøde om vores kirsebærbog. Klokken seks går jeg på scenen med digte fra samlingen. Spiser en salat og læser i festivalantologien. Koreanske masker, nomadisk kærlighed fra Estland, fransk finesse, slovakisk hjerteblod, spansk melankoli og argentisk visdom.

Digteren går på i kirsebærrød t-shirt.

Snart brænder solen eftermiddagen aftenrød. Showtime. I den store sal, spiller kontrabassen op til poesiens udsendte gesandter, som venter på første række; rumæner, dansker, slovener, kroat, bulgarer, italiener, makedonier – men hverken tyrk eller inder. Vi hvisker om, at det nok er visarelateret. Konferencieren, den rumænske digter Dinu Flamenc, forbigår i farten smukke Olja med det korte sorte hår og en perlerække af udgivelser, og så er det pludselig min tur. Går på scenen i tætsiddende kirsebærrød t-shirt. Tre digte senere er det hele forbi. Og som alle digtere ved, er der ikke noget, som er ret meget bedre end at gå fra scenen og have fri. Bagefter skal der evalueres og byttes visitkort og skåles og skåles og skåles behørigt, før det hele med ét genopstår i små glimt af taknemmelighed og glæde dagen efter.

På vingerne

4C på en regnvåd lufthavnsslette, godt mør med milde nyresmerter, et vist søvnunderskud og en grænseløs og sprittet liderlighed efter en fantastisk poesifestival. Jeg fantaserer om en grønlandsk masochistpige, jeg kender, som har truet med at hente mig i lufthavnen. Lad os kalde hende Gerda. ”Hvis du kommer og henter mig i lufthavnen, er jeg bange for, vi bliver nødt til at knalde på et toilet,” skrev jeg til hende inden afgang. Jeg har begge sæder for mig selv. Jeg har brændende lyst til hende. Forleden nat sendte hun mig et foto af sin overkrop. Siden har jeg ikke kunne få hende ud af hovedet. Jeg trænger i den grad til sex. Går på toilettet og onanerer i et par minutter. Det hjælper en smule.

Landbrugslandet Polen spreder armene under flyets vinger, blotter sit grønne bryst af sirligt pløjede jordstykker. Rækkerne er snorlige. Det ligner små familiebrug i et patchwork af grønne og jordfarvede nuancer. En flod snor sin blå vandslangekrop gennem landskabets pastorale psyko-geografi. En drage fødes, hvor himmel og jord støder sammen. Orm og fugl forenet.

Jeg har lidt forstoppelse. Det er kroppens overlevelsesstrategi, ikke at skulle på lokum under rejser væk fra det vanlige. Fulde fem dage kan godt mærkes. Alle de æg. Al det brød. Grøntsagerne. Mandlerne. Fisken. Rapsmarkerne har samme farve som hjemme. Det tåler gentagelse og kan ikke siges for tit:

Hver gang vi flyvende trækker vejret, har vi bevæget os otte kilometer.

Solen skinner på Warszawa. Husenes hvide mure og tagenes røde tegn kaster himlens håndtegn tilbage.

I den solbeskinnede afgangshal chatter jeg med festivaldigtere og andre FB-venner og lapper på et par småskader efter et for sent og for drukkent besøg på Facebook. Snart efter …

Jeg tror ikke, Gerda kommer. Kan mærke det i maven. Det er også ok. Jeg er overtræt, forstoppet og oppustet for ikke at sige smånusset efter al den by og al den poesi. Måske skulle jeg have nøjes med at sluge en halv pille.

14C – og igen eget dobbeltsæde. Det er ren luksus-abe-klasse. Får en sort kaffe, et glas danskvand og et par stænger kiks med mørkt chokoladeovertræk i gyldent folie. Sluger en indisk Tadalafil. Bare for en sikkerheds skyld. Hvis det ender med, jeg skal knalde Gerda på et af lufthavnens handikaptoiletter, skal den op og stå i en ruf, og der er ikke plads til fejl eller fumlen. Desuden er det en del år siden, vi har været sammen sidst. Og det er altid en god ide at levere en solid performance, første gang to kroppe mødes. Så er den seksuelle kemi ligesom på plads og forventningsafstemt, og så går resten som en leg, helt uden andre hjælpemidler end følelse og fantasi.

Stewardesserne er estiske. Og søde. Åh, disse herlige kvinder. Det er så absolut en kompliment.

Jeg tror ikke, Gerda kommer. Kan mærke det i maven. Det er også ok. Jeg er overtræt, forstoppet og oppustet for ikke at sige smånusset efter al den by og al den poesi. Måske skulle jeg have nøjes med at sluge en halv pille. Nå, nu er det gjort. Om ikke andet kan jeg dyrke sex med mig selv for fulde gardiner i 36 timer. Det er dog også noget. Faktisk ved jeg ikke rigtig, hvad jeg skal stille op med Gerda. Eller min anden veninde som netop sagde nej tak til både kæresteri og børn, sidste gang jeg besøgte Bukarest. Polske Katinka, som har været forelsket i mig i 10 år, aner jeg overhovedet ikke, hvad jeg skal stille op med. Det er sgutte altid helt nemt at elske kvinder, konstant blive forliebt, og stadig være rimelig besværlig når det kommer til forhold. Fuck. Pillen virker allerede. Mon man kan komme til at flå sit lem af af bar brunst? Mon det er sket? For en eller anden? Engang? Et eller andet sted?

Poethæren

Digterne er litteraturens svinedrenge, konger og bumser på en og samme tid. Jeg tænker på alle de pragtfulde digteriske punchlinjer blandt digtene i festival-antologien og på scenen. Tidløs indsigt. Vilde pråse. Guldkorn med ordblomster og skalpelskarpt sprog: Hos kroatiske Olja Savicevic som i et digt beskriver en solsveden og salt dag på stranden i selskab med barn og bløddyr, lærte jeg, hvordan man slår en sten ihjel. I digtet er det barnet, som fortæller fortælleren hemmeligheden: Først genopliver man den, og så…

Den serbiske digteroversætter, Adam Puslojic, som lignede en søjlehelgen, der var gået forkert, ville vælge tallet 1, fordi nullet for længst er taget. Den slovenske Barbara Korun, hvis elskende klæder tid, navne, forhistorie og hud af sig i elskovsakten, før de endelig for-toes i ordløst nulrum. Koreanske Lee Gil-Won, hvis fortæller altid bærer maske og bærer masker til enhver lejlighed i en sæk på ryggen, og som en dag kommer for skade at tage den af, så konen får et glimt af manden bag masken. Kun i selskab med universet, kan digteren tage masken af, og lade evigheden tørre nuets tårer.

Det er netop i ensomheden, hvor universet og digteren begge rækker ud efter hinanden, at mødet mellem evighed og nu, krystalliseres i eksistens – i et digt.

Argentinske Hugo Mujica, som forfiner og levendegør bestemmelsen af den digteriske skabelses nu til ensomt oprakt ånd, som mødes af evigheden og krystalliseres i digtet.

Gudedigter og digtergud, fingerspids mod fingerspids, som i det Sixtinske Kapel. Det er netop i ensomheden, hvor universet og digteren begge rækker ud efter hinanden, at mødet mellem evighed og nu, krystalliseres i eksistens – i et digt. Og det er dette møde, digtet evner at fastfryse. Historien om livets flod. Heraklits flod. Den, som altid flyder. Sprog, indsigt, nuancering, rytme, pausering, gentagelse. Nihil interit. Omnia mutantur. Alting forandres. Intet forsvinder.

Østrigske Max Höflers hysterisk morsomme satiriske bearbejdning af samtidskunstens åndløse måde at tage ejerskab på virkelighedens værker. Franske Sylvestre Clancier, kinesiske Jidi Majia og min veninde, estiske Kätlin Kaldmaa med hver deres verdensomspændende kærlighedsild til broderskab, by og hjertets evige rejse. Rumænske Peter Sraghers og mine egne kirsebærdigte om kærlighedens og digtningens poetik. Fuck yeah!

Det er så stor en gave at være en del af dette verdensomspændende global-lokale søster-broderskab af hypersensitive penneførere. Den slags skal også respekteres behørigt, hvorfor jeg igennem et par år har taget gradvist tilløb til at starte et internationalt netværk af aktionspoeter og organisationer i initiativet Army of PoetsPoethæren, hvis motto naturligvis også er biblens første: In principio verbum est. I begyndelsen var ordet. Punktum.

Så lander vi.

Fotos: Catalin Antohi/Creative Commons, Bucharest International Poetry Festival og Claus Ankersen.

Som digter, yogi og intergalaktisk opdagelsesrejsende er Claus Ankersen på samme tid rig og meget fattig. Rig på oplevelser, nysgerrighed og formidlingsglæde. Fattig på kroner og øre. Kan du lide Ankersens POV’s og får du noget ud af at læse dem, kan du hjælpe fattiglusen med et beløb på: MobilePay +4571844591.

 

 

Claus Ankersen

Som digter, yogi og intergalaktisk opdagelsesrejsende er Claus Ankersen på samme tid rig og meget fattig. Rig på oplevelser, nysgerrighed og formidlingsglæde. Fattig på kroner og øre. Kan du lide Ankersens POV’s og får du noget ud af at læse dem, kan du støtte forfatterens arbejde med et beløb på: MobilePay +4571844591.
Forfatteren, digteren og kunstneren Claus Ankersen er en af hovedkræfterne i dansk og international spoken word og ordkunst. Han har uddrevet dæmoner i DR, smidt med smør på SMK, stillet op til kommunalvalg med kunstnerpartiet Gratis Lykke og modtaget juryens pris Hegnspælen for digtinstallationen ALTID på Enghave Plads. Ankersen skriver tosprogligt og har performet, udstillet og optrådt i 19 lande. Udvalgt materiale er oversat til 11 sprog. Han har udgivet syv bøger, hvoraf den seneste Et Pludseligt Sammenfald netop er blevet fremhævet som en af årets syv bedste oversatte digtudgivelser i Ukraine. Ankersen er uddannet antropolog og har tidligere skrevet for Rendestenen, dato og Murmur.

Kategorier