Kina – verdens klimaskurk og klimaduks

af

De første chokbølger er ved at lægge sig efter Donald Trumps og USA’s udtræden af klimaaftalen fra Paris. Den næste overraskelse er, at Kina pludselig fremstår som verdens klimaduks. Af alle, Kina, verdens notorisk største forurener. POV’s Kina-skribent Jan Larsen, der har levet midt i den kinesiske forurening i seks år, har samlet fakta, vinkler og analyse på den nye situation. Den giver grund til både optimisme og frygt, mener han. Hans analyse sker samtidig med, at Beijing netop nu er vært for energiministermøder for G20-landene og Norden.

Én af de mange fascinerende sider ved det kinesiske samfund er de mange modsigelser. I dette tilfælde hvordan landet både kan være Jordens største forurener af luft og vand og samtidig er verdens største producent af grøn energi. Og nu har kineserne ovenikøbet på et sølvfad fået muligheden for at blive verdens klimaduks – en chance de ikke lader gå fra sig.

Det kommer blot nogle måneder, efter at Kinas præsident, Xi Jinping, på World Economic Forum i Davos, lod Kina fremstå som det eneste land til at forsvare verdens frihandel. Det skete, efter at Donald Trump havde lagt den store frihandelsaftale TPP ned. Virkeligheden er, at partileder Xi Jinping går kun ind for fri handel, når det gavner Kina. Den gælder ikke den anden vej, når udlandet vil ind og handle eller producere i Kina.

Så det er lidt af en udfordring, Kina tager på sig. Her vil jeg blot koncentrere mig om miljø, klima og forurening – mens jeg spørger mig selv, hvordan Kina kan gå fra at være ”klimaets slemme dreng” – som det blev betegnet på klimatopmødet i København i 2009 – til at skulle spille den politisk ledende rolle for fremtidens globale klima.

Forureningens omfang

For klima og miljø har i realiteten ikke betydet noget særligt, siden Kina i slutningen af 1970’erne indledte sine reformer og skabte et økonomisk og industrielt mirakel. Kina blev omdannet til det, vi populært kalder verdens fabrik. Regningen betaler kinesere i dag i storbyer, ved vandet, på landet og i industrizonerne.

USA’s ambassade brød ”forurenings-censuren” ved at lægge luftforureningsmålinger ud på internettet i 2006. I dag findes de i mange varianter som apps. Desværre bliver PM2,5 forureningen værre. Nu er den, som her fra januar i år, ofte langt over WHO’s officielle maksimum på 500 på indekset.

I dag kan man på nettet og apps se, hvad luftforureningen er på alle tider af døgnet. Den er meget ofte chokerende høj. Faktisk ofte højere end WHO’s måleindex kan registrere. Ironisk nok blev det kun indført i Kina, fordi USA’s ambassade i Beijing i 2006 fik fløjet måleudstyr ind, som fra taget på ambassaden kunne måle luftens antal af forurenende PM2,5 partikler.

 Begrebet ”kræftbyer” opstod flere steder, hvor usædvanligt mange indbyggere fik konstateret kræft. At over 70 pct. af al vandet i Kina er forurenet er både til at se og lugte

Indtil da var alle henvist til Beijings officielle meldinger, der aldrig brugte ordet forurening, kun berettede om tåge – på de værste grå dage som en smule smog. Nu viste det sig, at selv ”den milde smog” lå oppe i det røde felt på WHO indekset, der betød, at alle i lange perioder burde have været advaret mod at opholde sig udendørs.

Det er ikke fordi, Kina ikke kunne se, der var noget galt. Begrebet ”kræftbyer” opstod flere steder, hvor usædvanligt mange indbyggere fik konstateret kræft. At over 70 pct. af al vandet i Kina er forurenet er både til at se og lugte. Men den store økonomiske fremgang var den kit, der bandt borgerne og et-parti styret sammen, og man ”glemte” alt om civile friheder og nedbrydningen af miljøet.

Det er ikke kun luften, der er stærkt forurenet store dele af året. Over 70 pct. af vandet er forurenet i varierende grad. Foto: World Ressources Institute

Og så er der også en pris for forebyggelse. Omfanget stod klart i 2008, da OL byen Beijing tre uger før og 16 dage under legene tvang over 10.000 større fabrikker og værker i en radius af 700 km fra hovedstaden til at standse produktionen. OL blev afviklet med blå himmel. Prisen for lukning af over en million arbejdspladser i de fem uger er ikke kendt. Men det har været så dyrt, at det ikke er gjort siden.

Ikke af hensyn til verden eller kineserne

Og lad det være sagt med det samme. Det er ikke af hensyn til hverken indbyggerne eller verden, at Kina i dag topper listen over producenter med flest grønne energiformer som vindmøller og solceller.

Der er to vigtige årsager til, at Kina de seneste år har brugt, og ifølge den nationale Energi Administration, indtil 2020 vil bruge over 2500 milliarder kroner på sol- og vindprojekter.

Den første er den stigende og meget markante vrede over forureningen, ikke mindst blandt den voksende middelklasse. Jeg deltog først på året i et seminar om emnet i det sydlige Kina – og det er tydeligt, at netop dette emne har frustreret mange kinesere så meget, at det er det farligste emne for styret i forhold til at ”sikre den sociale ro”. Det kinesiske udtryk for at folk ikke strejker eller protesterer mod partiets politik.

Den anden årsag er, at det gik op for styret, at der faktisk var penge og arbejdspladser i den rene energi. Sol- og vindenergi fik herefter højstatus fra partiet. Det betyder, at centralregeringen og alle landets provinser fik besked på at starte produktion af solceller og igangsætte vindmølleparker.

Efter en massiv støtte fra både staten og især provinsregeringerne er der hundredevis af solcelleproducenter i Kina. Der har været mange konkurser i branchen, men også store prisfald.I mange år er prisen faldet med 20-30 pct. hvert år.

Beijing tænker ikke så meget på, hvad det koster, for modellen er den samme for den slags nationale indsatsområder, at det er provinserne, der skal betale regningen. Det er dem, der må låne penge til start af nye fabrikker (både private eller ejet af lokalregeringerne). Det er denne model, der er årsagen til Kinas på mange måder usunde økonomi og gæld, hvor statsbudgettet ser fornuftigt ud, mens provinserne har kæmpemæssig gæld og mærkelige lån op til begge ører. Gælden i Kina nærmer sig i faretruende grad tre gange værdien af BNP.

Vindmølle industrien

Det er både styrken og svagheden i Kina, at Beijing uden nogen debat kan sætte provinsregeringerne, det regionale erhvervsliv og de lokale partibosser i gang med den slags projekter. Nogle gange lykkes det, andre gange slår de en masse skæverter.

Kinesisk lov kræver, at mindst 75 pct. af møllerne er kinesisk producerede, og kravene til de resterende var så restriktive, at de i praksis udelukkede udenlandske fabrikater. Hvilket ifølge eksperterne på området egentlig er lidt ærgerligt, fordi de kinesiske møller var meget gammeldags og 2-3 generationer bagud for f.eks. Vestas

I mange år har der jævnligt været store konkurser i solcellebranchen. Hver provins fik gang i de krævede tre-fire store fabrikker, men de fleste havde problemer med næste led, afsætningen.

Problemet var det samme i vindindustrien. Selv besøgte jeg en vindmøllepark i Hebei provinsen, der var en øjenåbner for, hvordan det, man populært kalder Aktieselskabet Kina, fungerer. Det bygger på tilskud på tilskud og beskyttende regler.

Vindmølleproducenterne fik store tilskud til at producere møllerne. De offentlige og private investorer, der købte anparter og møller i projektet, fik store tilskud til købet. Kinesisk lov kræver, at mindst 75 pct. af møllerne er kinesisk producerede, og kravene til de resterende var så restriktive, at de i praksis udelukkede udenlandske fabrikater. Hvilket ifølge eksperterne på området egentlig er lidt ærgerligt, fordi de kinesiske møller var meget gammeldags og 2-3 generationer bagud for f.eks. Vestas. Men det generede ikke kineserne; så ”laver vi dem lidt bedre næste gang”, som de sagde.

Den manglende tilslutning

Og det gør de 92.000 vindmøller, som Kina har bygget, der kan levere 145 Gigawatt elektricitet. Hver tredje vindmølle i verden står i Kina og en ny kommer til i timen.

Der er bare et problem. Vindkraften udgør kun 3,3 pct. af den samlede el-produktion. Forklaringen er den samme nu som før, politiske og praktiske problemer.

Det gik op for mig ved afslutningen på mit besøg i vindparken i Hebei. Det viste sig nemlig, at den fine vindmøllepark med hundredvis af møller slet ikke var tilsluttet el-nettet. Og man vidste ikke, hvornår det ville ske.

Det er stadig et kæmpemæssigt problem i Kina, at en pæn stor del af produktionen af grøn energi aldrig når ud til forbrugerne. I nogle tilfælde skyldes det, at de store vindmølleprovinser ligger langt fra industricentrene. En anden god forklaring er den kinesiske kul-lobby, der primært består af de kul-producerende provinser. De sidder på el-forsyningsnettet, der klart prioriterer strøm fra kulproduktion fremfor den grønne økonomi.

Det er nogle af de samme kræfter i partiet, der udpeger såvel provinsregeringer som centralregeringen – og i øvrigt også sikrer, at de gamle mastodonter af statsejede virksomheder består, især indenfor de klimatunge områder som energi, stål og cement.

Tabet på strøm fra vind og sol er i visse provinser, eksempelvis Gansu, på næsten 40 pct. Helt uhyrligt i betragtning af, at den officielle politik vil fjerne kulværker og erstatte dem med grøn energi.

Vindmøller bliver sat op overalt i Kina. Landsbyens indbyggere klager over støjen, men får ingen kompensation. Det er Kinas ambition, at 20 pct. af energien i 2020 skal komme fra sol- og vindenergi. Foto: Jan Larsen.

En ret så god aftale for Kina

Men det er ikke unormalt i Kina, at centralregeringen har én politik, mens praksis går i en helt anden retning ude i provinserne. Kul er bare et eksempel.

Da Kina op til Paris-aftalen lavede en aftale med USA – og som senere blev modellen for den verdensomspændende klimaaftale – fik Kina lov til at fortsætte udledningen af CO2, hvor kul er én af de helt store elementer. Ikke bare i nogle år, men i hele 15 år. I udgangspunktet havde Kina allerede i otte år været den største udleder af drivhusgasser (med 29 pct. af verdens udledning). Først i 2030 (det hedder ovenikøbet omkring 2030) må Kina vente med at sætte en maksimumgrænse for udledningen – en slags streg i sandet, hvorfra de skal sænke niveauet.

En del af begrundelsen var, at målt pr. indbygger ligger USA’s stadig foran Kina. Det er knapt så omtalt, at Kinas udledning for længst har overhalet EU, når det måles pr. indbygger.

Over 200 nye kulkraftværker godkendt

Kul har været og er det største problem. 62 pct. af Kinas energiforbrug kommer stadig fra de meget forurenende kul. Af den enkle årsag, at de er billige, let tilgængelige og findes i rigelige mængder mange steder i Kina.

 De seneste år er kulforbruget faktisk dalet, så stigningen kun er få procent om året. Årsagen er den omlagte økonomi og de mange sol- og vindprojekter. Derfor har centralregeringen besluttet at lægge låg på nogle af de planlagte udvidelser

Heldigvis tyder alt på at Kina før 2030 kan levere et fald i udledningen af CO2. En del af forklaringen er, at landet er i gang med en omlægning af økonomien, så den går fra primært eksportproduktion med direkte investeringer og et stort energibehov, til en mere forbrugerstyret økonomi, hvor det er servicefag og kinesernes private forbrug, der skal levere væksten.

Ikke desto mindre har Kina de sidste år godkendt planerne for hundredvis af nye kulværker landet over. Hvis de alle bliver bygget, vil der indtil 2020 blive bygget et kulkraftværk om ugen. Årsagen til det pludselige boom i planlagte værker, der ifølge Greenpeace East Asia er oppe på 210 nye kulkraftværker, er,  at godkendelsen siden 2015 har ligget hos provinsregeringerne, som tænker lokalt, i arbejdspladser og indkomster.

Det vil imidlertid samlet ende med en uhyrlig overkapacitet af kulkraft. De seneste år er kulforbruget faktisk dalet, så stigningen kun er få procent om året. Årsagen er den omlagte økonomi og de mange sol- og vindprojekter. Derfor har centralregeringen besluttet at lægge låg på nogle af de planlagte udvidelser. Med visse forbehold, fordi kulkraftværkerne bliver flittigt brugt og udbygget, når der – som for nylig – bliver igangsat stimuluspakker til nyt boligbyggeri – for at holde økonomi og beskæftigelse i gang. Den nuværende boligpakke har betydet en 5 procents stigning i kulforbruget. Desuden har Kina indledt en større eksport af nøglefærdige kulkraftværker.

Kul findes i alle former i Kina. I mange af de mindre miner brydes kul i overfladen. Myndighederne har dog forbudt de primitive miner. Og antallet af dødsulykker i kulindustrien er under halvdelen af skræktallene fra ti år siden, hvor over 6000 minearbejdere døde om året. Foto: Len Hoon / Flickr

Så de stærke kræfter i kul-lobbyen – der sammen med stål og cement er de gode gamle, primært statsejede, industrier, der har givet mange job (og forurening) – kan meget vel få mere vind i sejlene, efter Donald Trump har opgivet den internationale klimasatsning. I disse stadig meget magtfulde kredse spørger man sig selv: hvorfor skulle Kina gøre en indsats, når USA ikke gør noget?

Der er penge i grøn energi

Heldigvis ser det ud til, at Kina vil holde sine løfter til Paris-aftalen – og formentlig også nedsætte udledningen før grænsen i 2030. Der skulle også teknisk og økonomisk være masser af luft.

Og der er tegn på, at Kina vil satse mere på de grønne energier. Der er planer om at lave et internt marked, hvor man kan købe og sælge CO2 kvoter. Det har tidligere været forsøgt, men er blevet meget mudret i et uskønt miks af korruption og skumle aftaler.

Alt andet lige, så er Kina en nybegynder på den store internationale scene. Kina er hjemmefra vant til lukkede systemer, hvor man ikke tager den åbne debat – hverken om økonomi, politik eller sociale spørgsmål

Politisk er der ikke tvivl om, at Kinas nye stærke leder, Xi Jinping, vil gribe den historiske mulighed for at tage over, hvor USA’s nye præsident slap. Men kan Kina overtage rollen som verdens førende klima nation?

Ambitionerne er der, ingen tvivl om det. Og vi vil de kommende år se Kina iscenesætte sig selv som miljøets forkæmper. Men landet kan ikke gøre det alene. Dertil er forholdene internt i Kina alt for komplekse og alt for lukkede.

Kina er en nybegynder på den internationale scene

Og alt andet lige, så er Kina altså en nybegynder på den store internationale scene. Kina er hjemmefra vant til lukkede systemer, hvor man ikke tager den åbne debat – hverken om økonomi, politik eller sociale spørgsmål.

I det omfang, kineserne været med internationalt, har de f.eks. i FN’s Sikkerhedsråd skjult sig bag Ruslands brede ryg.

Kinesiske ledere benytter også effektivt, at verden og de enkelte lande ikke længere tør kritisere Kina. Den svenske Kina-ekspert, Jojje Olsson, nævner fire eksempler, hvor Kina ikke lever op til sit internationale ansvar:

1) Kina har trods talrige løfter aldrig fulgt de sanktioner mod Nordkorea, som FN’s Sikkerhedsråd har besluttet.

2) Kina har også ratificeret FN’s konvention mod tortur, men den lov, man indførte i 2015 mod brug af tortur til at frembringe beviser, bliver ifølge flere rapporter ikke overholdt.

3) Sidste år afgjorde FN’s Havretskommission klart og tydeligt, at Kina overtræder de territoriale aftaler i Det Sydkinesiske Hav. Alligevel nægter Kina at følge afgørelsen.

4) I Hongkong har Kina ikke overholdt aftalen om at indføre frie valg og tager i stigende grad afstand fra den grundlov, Basic Law, som var Hongkongs garanti for at blive en del af Kina.

Jeg tror dog alligevel, at Kina vil overholde Paris-aftalen. Dertil er den på alle måder meget gunstig for landet. Den er både økonomisk overkommelig og er et element, der kan skabe positive holdninger til kineserne i udlandet – og som generalsekretær Xi Jinping kan bruge til at styrke sin magtposition ved den kommende partikongres.

Men Kina har slet ikke de samme ambitioner som USA tidligere har haft – eller forpligtelser – til at bidrage til det internationale samfund. Kina har stadig udgangspunkt i, hvad der kan gavne Kina.

Det kan en ledende rolle i klimadebatten også have, men vil i så fald stadigvæk være med fokus på Kinas egne interesser. Og så kan der, som i flere af de eksempler jeg har nævnt på interne og modstridende interesser,  være en masse gamle vaner, der er svære at bryde.

En underlig afslutning på topmødet

Det var også ret betegnende, at topmødet mellem Kina og EU, der fandt sted samtidig med Trumps udmeldelse af USA’s klimasamarbejde, fik en underlig afslutning. I medierne blev det, i lyset af Trumps udmelding, set som en ny start på et samarbejde mellem den kommende supermagt Kina – og den europæiske miljø-gazelle – som arvtagere til USA’s mangeårige globale rolle.

Men EU og Kina kunne ikke blive enige om en fælles erklæring fra mødet. I tre timer blev slutkommunikeet udsat. Åbenbart fordi Kina insisterede på at få en passus med, at EU vil anerkende Kina som en markedsøkonomi, og ikke drevet af staten. Det krav blokerede hele sluterklæringen, også de fine ord om fremtidens klima og miljø.

Jo, der kan være lang vej igen.

Du kan læse flere af Jan Larsens reportager og analyser fra Kina hér

Topfoto: Byen Benxi / Flickr  –  Øvrige fotos Flickr og Jan Larsen

Kan du lide POV formatet, så skulle du tage at klikke her og like vores Facebook-side. Her får du også alle links til vores nye artikler. Del os gerne med andre. Du kan også tegne et abonnement til 20 kr. om måneden via PayPal under 'Hold POV.International i live' eller via din netbank. Vores kontonummer er: 3409 12107307. Du kan også donere til hele POV.International via MobilePay på 40 12 19 68. Vi udkommer uden annoncer og modtager ikke mediestøtte.

mm
Jan Larsen

Jan Larsen: Journalist og Kina kommentator. DRs korrespondent i Kina fra 2005-11. Har siden beskæftiget sig 100 pct. med Kina - dels som foredragsholder [www.janlarsen.biz] - dels som kommentator i radio og TV. Og nu også som skribent hos POV International. Se alle Kina artikler: pov.international/author/janlarsen/. Efter historiestudier på Københavns Universitet (cand.phil) tog Jan til Australien og fik en journalistisk uddannelse på dagbladet The West Australian i Perth. Korrespondent i Australien for Berlingske og senere free-lance journalist i Sydøstasien.
Hjemvendt til Danmark blev han reporter og studievært på Københavns Radio (DR). Var derefter (1983-2005) ansat på TV Avisen som bl.a. erhvervsjournalist, redaktør og nordisk korrespondent.
Blev DRs første Asien korrespondent med bopæl i Beijing (2005-2011). Sluttede i DR som reporter på udenrigsmagasinet Horisont og har siden 2013 været aktiv som foredragsholder, kursusleder, analytiker og Kina-kommentator – og opholder sig jævnligt i Kina og Sydøstasien.

Seneste indlæg fra

Gå til Top