10 + 1 ting, du kan gøre for at genvinde troen på livet, menneskeheden og dig selv

af

Nogen gange kan man være fristet til at melde sig ud af verden. Problemet er, at det kontor, hvor man skal henvende sig, er lukket permanent. Det er nedlagt. Det blev nedlagt ved den seneste kommunesammenlægning, sammen med alt det andet. Jakob Brønnum skriver om sproget, målstyringen og om små mænd med hyperventilerende eksistentiel angst, der af samme grund har et behov for at lægge alting i kasser og skrive det op på lister. Og så giver han opskriften på, hvad man så skal stille op for at få følelsen af sammenhæng i livet og livsglæde på tværs tilbage. Han har 10 forslag. Plus et.

En af grundene til at man har lyst til at melde sig ud af verden, er den måde folk taler til og om hinanden på. Der er en bestemt politiker, der mener kontanthjælpsmodtagere er dovne. Det er ikke til at holde ud, når man ved, hvor syge de fleste er.

Fra begyndelsen af 1980’erne har politikerne rationaliseret og solgt fra i staten på en sådan måde, at man har mistet alle de lærepladser, beskyttede værksteder og alt det, man tilbød folk før i tiden og som både unge og indvandrere ville have haft glæde af i dag. Sådan forsvinder sammenhængskraften i samfundet.

Man får eksistentiel kvalme og begynder at drømme om verden, der knækker af i brudstykker og flyder rundt i et kæmpemæssigt sort hav. Men når man nu ikke kan melde sig ud af verden, hvad i alverden skal man så stille op? For at få følelsen af sammenhæng i livet og livsglæde på tværs tilbage. Her er 10 forslag. Plus et

Og dertil kommer så al målstyringen, lavet af mænd med hyperventilerende eksistentiel angst, som af samme grund har et behov for at lægge alting i kasser og skrive det op på lister. Og hvis man prøver at forklare dem, at det er mod selve livets væsen, ryster de på hovedet og beder en forholde sig til realiteterne.

Man får eksistentiel kvalme og begynder at drømme om verden, der knækker af i brudstykker og flyder rundt i et kæmpemæssigt sort hav.

Og så er der verdenssituationen. Og klimaproblemerne. Flygtningene i disse øjeblikke på Middelhavet. Dét er angst. Og tab og længsel og afmagt. Og så markedstænkningen. Og de to procent som alle offentlige ansatte hvert år har skullet spare i størstedelen af deres erhvervskarriere. Til sidst må det være som at gå med en spændeskive for tindingerne.

Men når man nu ikke kan melde sig ud af verden, hvad i alverden skal man så stille op? For at få følelsen af sammenhæng i livet og livsglæde på tværs tilbage. Her er 10 forslag. Plus et.

1. Begynd at gå til kalligrafi
Genvind glæden ved bogstavers skønhed og håndens udformning af dem. Selvom du lærer en bestemt kalligrafisk teknik og behersker den til perfektion, så du følger forlægget og din lærer uden den mindste afvigelse, vil din kalligrafi alligevel være anderledes end nogen andens i hele verden. For den er lavet gennem dit åndedræt. Pennestrøgene er ført i en symbiose mellem sansning og bevægelse, der er helt unik, og som kun du behersker. Alligevel vil der være noget almengyldigt over dit kalligrafiske udtryk.

Der er  ingen steder i hele verden en sammenklappet rugbrødsmad med leverpostej smager så godt, som i en skovlysning kl. tyve minutter over fem om morgenen

2. Gør ting sammen med et andet menneske, der er udover det sædvanlige.
Begynd at vandre og sæt jer for at vandre nogle bestemte steder, at dække nogle bestemte områder. Jeg hørte om en fagkollega som sammen med en ven havde sat sig for at gå Djurslands strande igennem. Man kan også begynde at studere fugle, selvom man ikke decideret studerer, men blot ser dem, hvor de lever.

At stå op om meget tidligt morgenen om sommeren og lave kaffe i en termokande og tage ud i naturen og vågne med den, er oplevelser, der forankrer en et helt andet sted i livet, end man troede, man kunne være. Det ændrer en lige med det samme, og det går ikke væk igen. Desuden er der ingen steder i hele verden en sammenklappet rugbrødsmad med leverpostej smager så godt, som i en skovlysning kl. tyve minutter over fem om morgenen.

3. Læs noveller og digtsamlinger fra 1950’erne
Det er en tid, færre og færre kan huske klart, selvom man nok har en fornemmelse. Der var meget smukt i 50’erne, solen skinnede på en særlig måde, fordi 2. verdenskrig var holdt op. Men der var også meget dramatisk, og der var næsten ligeså mange populister i den vestlige verden, som der er i dag. Visse steder. Men alle mennesker havde en naturligere forbindelse til samfundsfællesskabet. Erik Knudsen, Ivan Malinowski, Cecil Bødker, Jørgen Gustava Brandt, Robert Corydon. Tove Ditlevsen, Martin A. Hansen, Villy Sørensen, Frank Jæger.

Se efter, hvad der er forsvundet og se hvad der findes. Og hvad der ikke findes. Og hvad der er naturligt og hvad der er mærkeligt. Læs i det hele taget flere digte og noveller. Romaner har deres egen charme, men det kan sætte helt andre farver på en dag, hvis man læser en novelle i bussen på vej et sted hen, i stedet for at tjekke Facebook.

Genskab biblioteket i en næsten lukket landsby, hvor der også kan være teater og små udstillinger. Gør det sammen med forsamlingshuset eller lokalarkivet, der tidligere lå der

4. Lav en hjemmeside, der dokumenterer, hvor let det er at leve sundere
Eller noget andet, du synes, verden mangler viden om, og som du gerne vil være med til at samle ind og formidle. Man kan også lave en hjemmeside over måden, man kan undgå plastic i hjemmet. Dokumenter de steder, hvor man kan købe noget i løsvægt, så man ikke skal smide halvdelen ud. Eller en hjemmeside, der dokumenterer de metoder, der udvikles rundt omkring til at samle plast op af havet. Eller en hjemmeside med idéer til en giftreduceret dagligdag.

Man skal altid lave en hjemmeside og en Facebookside, hvor man deler det, man lægger op på hjemmesiden. Så har man informationerne ordentligt struktureret på hjemmesiden og gør via Facebooksiden folk opmærksom på, at der er kommet noget nyt.

5. Skab et kulturhus i dit kvarter
Lad os lave kultursteder, hvor der ingen er, hvor professionelle kan udstille og optræde og hvor lokale kan mødes om deres hobbyarbejder. Alle mennesker laver et eller andet derhjemme og rigtig mange vil gerne vise dem til nogle andre.

Find nogle folk, der vil være med til at lave en cabaret i huset engang om året, måske over en bog nogen har læst eller en musikforestilling, nogen har set. Måske findes det i forvejen. Så benyt lejligheden til at melde dig som frivillig der.

Bedre endnu: Genskab biblioteket i en næsten lukket landsby, hvor der også kan være teater og små udstillinger. Gør det sammen med forsamlingshuset eller lokalarkivet, der tidligere lå der.

6. Stift et selskab for en afdød kunstner eller forfatter
Af en eller anden grund er vi holdt op med at lære af fortiden. Det er noget, der stammer helt tilbage til demokratiets indførelse, industrialiseringens forøgede livstempo og de filosofiske strømninger på den tid, der gjorde, at man holdt op med at se historien, som en gylden fortid, vi er faldet fra og skal genoprette. Med tiden er også det at lære af ældre menneskers erfaringer gledet bort.

Alle mennesker i det forbrugerorienterede samfund tror på forbrugerismens 1. bud: at nyt indkøb er nødvendigt hele tiden. Det er gledet ind i hele vores livsopfattelse, så vi tror, at det skal være nyt, for at det er godt. Som en konsekvens er det at stifte selskaber for afdøde kunstnere og forfattere enormt støvet, når man taler om det.

Ældre forfattere og andre kunstnere, eller for den sags skyld politikere og statsmænd har ophobet livserfaringer, skabt skønhed, formuleret menneskelighed, det er værd at beskæftige sig med, lige nøjagtig så meget, at man ubevidst hele tiden husker, at det findes.

Hvad laver man i sådan et selskab? Først og fremmest har man et årsmøde, hvor man samtidig har et arrangementet om den pågældende, f. eks. et foredrag. Hvis det er en, der bliver forsket i og skrevet specialer om, kan man have en litteraturliste over det på hjemmesiden, og man kan udgive et blad eller en årbog, næsten gratis på Book on Demand med artikler om vedkommende. Så kan man deltage på bogmesser, festivaler og markeder med en stand. Udbrede kendskabet til vedkommendes tanker og virke. Snakke med andre, der interesserer sig for det samme eller noget lignende.

Undersøg, hvordan de forskellige træsorters årer slynger sig forskelligt, som om det var linjer i et musikstykke, der væver sig ind gennem hinanden

Først og fremmest er det eksistentielt både forankrende og befriende at beskæftige sig lidt mere systematisk med et andet menneskes sansninger, tanker og udtryk på menneskeligt tilfredsstillende niveau. Det giver noget, man ikke kan få på andre måder, også det at man har en forpligtelse til at gøre det en periode, f. eks. hvis man sidder i bestyrelsen, som mødes på en café et par gange om året.

7. Begynd at samle på træskærerarbejder
En af grundene til at det er vigtigt at undgå plastic er at plastic er dødt. Det appellerer overhovedet ikke til menneskets sanser, og hvis det gør, er det som en forbrugsreklame og ikke som noget vigtigt i livet – gennem en skrigende farve, der står og skriger. Den gør ikke andet.

Når man ser på træ, ser man årene og bevægelsen. Selvom det er fældet og udskåret og poleret rummer det alligevel det levende som en modsigelse af det formstøbte, det teknokratiske. Den modsigelse kan gøre et menneske lykkelig.

Lær hvordan de forskellige behandlinger påvirker de forskellige træsorter. Undersøg, hvordan de forskellige træsorters årer slynger sig forskelligt, som om det var linjer i et musikstykke, der væver sig ind gennem hinanden. Hvis man var rigtig god til dendrokronologi, kunne man se på årene af træet, hvilke år det havde vokset, hvis man vidste, hvor det var henne.

Og følelsen af et træskærerarbejdet i hånden! Det er ligegyldigt om det er en træslev til køkkenet af ahorn eller bøgetræ eller en figur i egetræ. Det er nærmest som om den vil fortælle ens hænder noget. Plastic er stumt.

8. Lyt til 10 forskellige indspilninger af Beethovens strygekvartetter
Der er noget helt bestemt håndholdt ved klassisk musik. Det er unikt. Det har overhovedet ikke noget med snobberi at gøre. Det har noget at gøre med at det, ligesom bøger og billeder, formidler menneskers ærlige hårdt tilkæmpede livserfaringer, her blot i musik – og at det altid er forskelligt, hvergang vi hører det samme stykke igen.

Alle klassiske kompositioner spilles efter noder. Men da det ikke er maskiner, der spiller, men mennesker, og da det kræver, at disse mennesker uddanner sig i mange år, øver sig endnu længere, erhverver sig instrumenter, der er håndlavede og derfor har deres egen sjæl og i øvrigt er sensitive overfor temperatur og luftfugtighed i lokalet, lyder alle gengivelser af disse noder forskelligt. Og endda meget forskelligt.

Der kan være ensembler, som får musikken til at risle i en og andre, der lader en helt kold. Samme noder! Og når det er store orkestre, er der endda en tovholder, der også står og fortolker, nemlig dirigenten og hans karakter og kunst kommer oveni.

Dette, at man ikke skal gå fra den ene flygtighed til den næste og hele tiden ankomme, der, hvor man er, men også være der

Musikken hos komponister som Beethoven kan skabe en sær livsvisdomsagtig nærværsfølelse, hvis man har fundet en indspilning, man synes om. Og når man har det, bliver den hurtigt utilstrækkeligt. Det er en endeløs verden.

Beethoven har skrevet 16-17 smukke strygekvartetter, alt efter, hvordan man regner. 10 forskellige indspilninger af dem er så meget, at det hele er nyt, når man begynder forfra.

Det er ikke kun nyt, fordi man har glemt visse aspekter af det. Det er nyt, fordi man selv har ændret sig i mellemtiden, gennem det liv man har levet og den tid der er gået og de oplevelser, man har haft.

Derfor vil man opleve nærværet på en ny måde, med nye nuancer. Det er livet i en nøddeskal: Alting bevæger sig hele tiden, sammen og i forhold til hinanden og man kan aldrig helt regne ud, hvordan konstellationen bliver.

Der er flere tusinde værker, klassiske kompositioner, der kan åbne et sådant nærvær i en. Symfonier, klaversonater, strygekvartetter. Bach, Haydn, Mozart, Beethoven, Schubert, Schumann, Brahms, Dvorak, Tjajkovskij, Bruckner, Mahler, Richard Strauss, Bartok, Sjostakovitj og alle dem, der komponerer i disse år. Tusinder af indspilninger og der kommer nye hver uge. Og en ting mere: Det forsvinder ikke.

9. Lær fugle, blomster, lavarter, klippeformationer og biller at kende
Vi er så vant til at google, at vi har glemt, hvordan det er at opsamle information. Vi glemmer, at når vi opsamler information, danner den usynlige linjer i bevidstheden, som andre informationstyper kan bruge til at løbe op og ned ad. Foruden, at der ligger en vis eksistentiel tryghed i sådanne indre linjer, ligger der også en bevidsthedsmæssig frihed.

Dette, at man ikke skal gå fra den ene flygtighed til den næste og hele tiden ankomme, der, hvor man er, men også være der.

10. Tag bussen til Amsterdam og køb tulipanløg
Inviter din elskede med eller et af dine børn. Man tager bussen inde fra den støvede gade bag hovedbanen overfor DGI centret.

Det er fantastisk at vågne om morgenen efter at have rumlet gennem de gamle nordtyske byer, og se det helt flade landskab udenfor Amsterdam, hvor bussen holder, for at chaufføren kan gå ind og købe kaffe.

Tulipanmuseet ligger lige over for Anne Frank Huset, og man kan sejle derhen, hvis man har taget et af de små billige hoteller omkring kunstmuseerne. Hvis du ikke har et sted at plante dem, sæt dig som mål at få det.

Bonus track
11. Forbyd mobiltelefonen adgang til soveværelset
Hvis du ikke ved, hvorfor jeg foreslår det nu, så læs gerne artiklen igen. Hvis du stadig ikke ved det, så glem det. Hvis du alligevel gør det, så husk at købe et vækkeur. Men det skal være digitalt. Man kunne være fristet til at købe et gammeldags ur med visere, men man bliver vanvittig af dets tikken.

Topfoto: Japansk kalligrafi af ordet “fred” (Kanetake, 1910. Fra archive.org. Wikimedia Commons)
POV Internationals skribenter arbejder gratis. Støt gerne Jakob Brønnum på MobilePay på 53608496

Kan du lide POV formatet, så skulle du tage at klikke her og like vores Facebook-side. Her får du også alle links til vores nye artikler. Del os gerne med andre. Du kan også tegne et abonnement til 20 kr. om måneden via PayPal under 'Hold POV.International i live' eller via din netbank. Vores kontonummer er: 3409 12107307. Du kan også donere til hele POV.International via MobilePay på 40 12 19 68. Vi udkommer uden annoncer og modtager ikke mediestøtte.

mm
Jakob Brønnum

Jakob Brønnum er forfatter til omkring 30 bøger og redaktør på Præsteforeningens Blad og nettidsskriftet Den smalle bog. Senest er kommet "Den sidste passion" (Forlaget Eksistensen, digte), den 300 sider store gendigtning af påskens fortællinger, en af vores kulturhistoriske grundfortællinger.
I efteråret 2016 udkom bogen "Pengeguden" (Forlaget Eksistensen) og digtsamlingen "Porten til den indre by (Det poetiske bureaus forlag), begge på omkring 300 sider.
De seneste bøger:
* Sange ved himlens port. Bob Dylans bibelske inspirationskilder (essay, 382 sider, 2014)
* Malmö by night (digte, 70 sider, 2014)
* Langsomheden 1.0 (digte, 80, sider, 2015)
* Argumenter mod døden (essay, 162 sider, 2015)
* Lysåret (haikudigte, 148 sider, 2016)
* Fortællinger fra undergrunden (noveller, 146 sider, 2016)
* Pengeguden (essay, 298 sider, 2016)
* Porten til den indre by (digte, 330 sider, 2016)
* Den sidste passion (digte, 286 sider, 2017)
Jakob Brønnum er født og opvokset på Frederiksberg. Han har HumBas fra RUC og er cand. theol. fra Århus Universitet. Jakob Brønnum er en meget anvendt foredragsholder. Han bor i dag i Sverige med sin familie. Hans kone (og skolekammerat fra Johannesskolen på Frederiksberg) er lektor og forsker ved socionomuddannelsen på universitetet i Örebro. På POV International skriver Jakob Brønnum kulturstof og om etiske og eksistentielle problemstillinger.
POV's skribenter arbejder uden honorar. Støt gerne Jakob Brønnums artikler på MobilePay: 53 60 84 96.

Seneste indlæg fra

CPH PIX: Custody

SLACK-CHAT – På falderebet nåede POV’s udsendte Emilie Kellberg (EK), Sebastian Cordes
Gå til Top